DA EN SV

Artikel - case

Dansk-svensk samarbejde bekæmper barnløshed

I Skandinavien bliver hver femte mand aldrig far, og hver 10. kvinde får ingen børn eller færre børn end hun ønsker sig. EU-projektet ReproUnion tager kampen op mod barnløshed. Det gør de blandt andet via personlig rådgivning og undersøgelser.

- Sandsynligheden for at du som en kvinde på et eller andet tidspunkt i dit liv ikke får din ønskede graviditet, er mellem 16 og 25 procent. Det er rigtigt hyppigt, det er en folkesygdom, siger Anders Nyboe Andersen, Professor i Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet.

Projektet ReproUnion er et grænseoverskridende samarbejde mellem Sverige og Danmark, delfinansieret af EU via Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak programmet. Projektet styrker forskning, udvikling og adgang til behandling af ufrivillig barnløshed, som er et stigende problem i Europa.

Projektet har blandt andet bidraget til at skabe en samarbejdsaftale mellem Region Hovedstaden og Region Skåne, der giver patienter i et land mulighed for gratis fertilitetsbehandling i nabolandet.

Fertilitetsrådgivningen har været en del af ReproUnion, og er fortsat på Rigshospitalet efter projektperiodens afslutning. Her får både mænd og kvinder mere viden om, hvad der skal til for at opnå en vellykket graviditet. Gennem analyser af sædprøver, data om blandt andet alder, alkoholindtagelse og det tidspunkt kvindens mor kom ind i overgangsalderen, får patienterne en indikation om deres chancer for at opnå en vellykket graviditet. Desuden får patienterne en vejledning om, hvad de selv kan gøre for at bevare deres evne til at få deres ønskede børn.

Stor uvidenhed er skyld i, at barnløshed er blevet en folkesygdom og mange kvinder undervurderer alderens betydning for muligheden for at blive gravid. Ifølge ReproUnion er gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Skandinavien 29 år, og den relativt høje alder er en af de mest væsentlige faktorer. Vores samfundsstruktur bidrager til at flere udskyder drømmen om at få børn til senere i livet, hvor chancerne for at drømmen går i opfyldelse er meget mindre.

- Den moderne kvinde og familie skal nå alt fra kvinden er 30 til hun er 40 år, siger Anders Nyboe Andersen.

ReproUnion går i linje med FN’s verdensmål nummer 3 med særlig fokus på sundhed og trivsel.

ReproUnion er et dansk-svensk projektsamarbejde mellem Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Skåne, Lund Universitet, Københavns Universitet, Ferring Pharmaceuticals og Medicon Valley Alliance. Læs mere om ReproUnion i vores projektbank her. Du kan også læse om fortsættelsen af projektet: ReproUnion 2.0.